Populære Business Intelligence ERFA-grupper hos Stoltze IT

Stoltze IT faciliterer 2 ERFA-grupper inden for Microsoft Business Intelligence (BI). Medlemmerne kommer fra en række store virksomheder i Danmark, og de er begejstrede. Grupperne har forskellige målgrupper, men alle til formål at øge kendskabet til de muligheder, der er i BI, og give medlemmerne større output af deres BI-løsninger. Medlemmerne udveksler viden og får sparring og inspiration fra hinanden. Det giver stor værdi.

Deltagerne er begejstrede

Xavier Dahl, Business Intelligence specialist ved SE er medlem af Excel BI og udtaler:
“Det jeg får ud af, at deltage i ERFA-gruppen er, at jeg får nogle kolleger, der arbejder med det samme som mig selv. I vores branche sidder vi ofte alene med opgaverne, og derfor er det meget værdifuldt at møde andre og se, hvordan de løser udfordringerne og arbejder med problemstillingerne. Hvis man er god til at lytte, slipper man for mange ubehagelige overraskelser i forbindelse med implementering af nye tiltag, der viser sig ikke at være hensigtsmæssige, og som andre har prøvet.”

Søren Ravn, Business Intelligence Specialist ved TDC Hosting, som er medlem af SQLBI udtaler:
“Jeg har kun været med i gruppen i 1 år, men er meget glad for det. Jeg får kendskab til nye trends og inspiration, som giver en bedre løsning til TDC Hosting.”

ERFA-grupper for konsulenter, udviklere, it-arkitekter og brugere

De to ERFA-grupper hedder Excel BI og SQLBI. Grupperne suppleres af Microsoft BI Professionals (MsBIP), der er et åbent forum, som henvender sig til forskellige målgrupper. På den måde er der erfagrupper med relevans for alle.

Den ældste ERFA-gruppe er SQLBI. Den har været aktiv siden 2008 og har medlemmer fra mere end 15 af landets største og mellemstore virksomheder fra både øst og vest Danmark. Gruppen henvender sig til BI-udviklere og -arkitekter, som arbejder med SQL Server baserede BI løsninger.

Excel BI startede i 2011 og henvender sig primært til analytikere, controllere og andre, der bruger Excel eller Power BI som del af deres daglige værktøjskasse. I gruppen arbejdes der både med uddannelse og inspiration. Hvert møde har et aktuelt fagligt oplæg, der danner grundlag for erfaringsudveksling og diskussion imellem deltagerne, hvor deres egne erfaringer og problemstillinger bringes i spil.

MsBIP startede i 2012 med det formål at skabe inspiration, erfaringsudveksling og vidensdeling indenfor alle dele af Microsoft BI-teknologierne og relaterede tredjepartsprodukter. Teknologier som SQL Server, SharePoint, Excel, Power BI m.fl. MsBIP er en del af Microsoft Power BI User Group Program og målgruppen er Microsoft BI Professionals.